En gang om året skaber vi et frirum og et fælleskab for børn og unge fra hele landet. Her kan de hygge sig, udfordre sig selv og møde nye og gamle venner, siger sommerskole-leder Annette Petersen fra Synscenter Refsnæs.Sommerskolen - i udgave nummer 57 - arrangeres i tæt samarbejde med Dansk Blindesamfund og Parasport Danmark fra 29. juni til 4. juli 2025. Hele 89 børn og unge fra 0. til 10. klasse deltager i år.
Til daglig går de fleste i en almindelig folkeskole, hvor de er alene om det at leve med en synsnedsættelse. Her møder de andre, som er ligesom dem selv. Sammen kan de både have det sjovt og bryde grænser. Det ruster dem til et mere selvstændigt liv, siger Annette Petersen.De yngste elever har deres lokale synskonsulent eller en anden ressourceperson med. Det er femte år, at de yngste får den chance, og erfaringerne er gode. Flere af sidste års deltagere på mini-sommerskolen har nemlig fået mod på at være mere hjemmefra og deltage hele ugen. Eleverne er opdelt efter alder, overnatter i telte og tilbereder maden over bål. Erfarne instruktører - som judoinstruktører, goalball-træner og landstræneren i paracykling - er med til at skabe de mange aktiviteter. Dansk Blindesamfund bidrager med fondsmidler.
