22. april 2026

|

Pressemeddelelse

Dansk-tysk samarbejde skal styrke fremtidens fødevareteknologi og cirkulære løsninger

Efterspørgslen på bæredygtige løsninger i fødevareproduktion og industri vokser hurtigt – men manglen på kvalificeret arbejdskraft og samarbejde på tværs af grænser bremser udviklingen. Erhvervshus Sjælland er leadpartner i et nyt Interreg-projekt, Fehmarn BioLink, hvor danske og tyske aktører går sammen om at udnytte et fælles styrkepotentiale inden for bioinnovation og cirkulær økonomi.

Dansk-tysk samarbejde skal styrke fremtidens fødevareteknologi og cirkulære løsninger
Af: Erhvervshus Sjælland | Foto: Erhvervshus Sjælland/via Ritzau

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Den sjællandske region har en stærk position, særligt med Kalundborg-området som internationalt fyrtårn for industriel symbiose – ligesom Nordtyskland har med stærke forsknings- og innovationsmiljøer inden for bioteknologi og fødevareteknologi, særligt forankret i Lübeck. Hver især står økosystemerne stærkt, men potentialet udnyttes ikke fuldt ud, fordi samarbejdet på tværs af grænsen stadig er begrænset.

Vi har stærke kompetencer på begge sider af Femern Bælt, men de arbejder for ofte parallelt i stedet for sammen. Fehmarn BioLink handler om at skabe de møder, hvor virksomheder, studerende og vidensmiljøer konkret arbejder sammen og får øje på fælles muligheder siger projektleder Michelle Jeppesen fra Erhvervshus Sjælland

Fehmarn BioLink skal skabe konkrete møder i Danmark og Tyskland, hvor relationer og samarbejder opstår i praksis. Gennem studieture, workshops og caseforløb besøger deltagerne hinandens faciliteter, arbejder med virkelige udfordringer og opbygger et fælles fundament for fremtidige samarbejder.

Med Femern-forbindelsen som ny fysisk infrastruktur er ambitionen, at Fehmarn BioLink bidrager til at opbygge den menneskelige og faglige infrastruktur: et stærkere netværk, bedre adgang til talent og et tættere samarbejde om fremtidens bioinnovation.

Vi skal være bedre til at omsætte gode idéer og ressourcer til løsninger, der skaber værdi i virksomhederne. Som partner i Fehmarn BioLink gør vi det lettere at finde de rigtige aktører på tværs af grænsen og få samarbejder i gang, som ellers ikke ville opstå. Det er afgørende, hvis virksomhederne skal udvikle sig og udnytte de muligheder, der ligger i Femern Bælt-området siger Line Fossing Riel, direktør i Erhvervshus Sjælland

Projektet blev skudt i gang med første partnermøde hos Frederiksdal Kirsebærvin på Vestlolland. Her fik deltagerne indblik i en produktion, der kombinerer klassisk håndværk med moderne cirkulær og regenerativ tænkning.

Erhvervshus Sjælland er leadpartner på Fehmarn BioLink og tilbyder hvert år fortrolig sparring til 2.500 virksomheder og iværksættere om udvikling og vækst.

Projektet gennemføres sammen med Campus Kalundborg (Tidligere Knowledge Hub Zealand) fra dansk side samt Technische Hochschule Lübeck og Technikzentrum Lübeck fra tysk side. Projektet er støttet af EU gennem Interreg Deutschland-Danmark i Puljen for Kortere Projekter samt Region Sjælland.

Event Information